Familieopstillinger som metode

Jeg arbejder med metoden 'systemiske opstillinger' - også kaldet 'familieopstillinger' - som er skabt af den nu afdøde tyske psykoterapeut Bert Hellinger.  Metoden er en ikke-verbal og billedlig måde at arbejde med  sig selv og/eller relationer i familien og sociale fællesskaber. Den er funderet på en omfattende viden om, hvordan menneskelige fællesskaber opstår, fungerer, og hvad der bringer dem ud af balance.

Grundlæggende betragtes familie med denne metode som et fællesskab, hvor alle medlemmer er forbundet med hinanden ud fra en arkaisk orden. Man er af samme 'kød og blod', og det skaber et særligt bånd. Denne tilhørighed har vi brug for for at overleve og være trygge i verden, og den er et vilkår og en ret, som alle har, om man føler den eller ej.  Det betyder dog også, at den enkeltes skæbne og liv er påvirket af og påvirker resten af familien, og store og omvæltende hændelser – sygdom, dødsfald, krig, rigdom mm. – påvirker ikke kun den enkelte, men alle i familien og ofte over flere generationer. Dette er en forholdsvis ny erkendelse indenfor det terapeutiske område, men den understøttes af nyere neurologiske forskning.

Det særlige ved denne metode, familieopstillinger, er dens evne til at vise familien som den er, uagtet hvordan vi godt kunne tænke os, at den var. Og udgangspunktet er kærligheden som en hovedfaktor for tværgenerationelle påvirkninger -  særligt børns kærlighed til deres familie. Børn vil gøre alt for deres familie og føler sig almægtig i deres kærlighed. Det betyder, at de tager  forældrenes og andre familiemedlemmers smerte på sig i et forsøg på at udligne og lindre deres lidelser. Men det skaber nye ubalancer og ikke mindst: Det gør det svært at blive voksen og skabe sig et liv, der ikke er tynget af fortiden. 

Fokus i mit arbejde er at skabe klarhed og finde løsninger. Stor smerte og lidelse skal ses og anerkendes i den rette kontekst og forbindes til de rette personer i den rette tid. Verden er stor og man ved aldrig, hvad der sker - mange mange ting griber forstyrrende ind i den orden, familien egentlig er baseret på og trækker sin sammenhængskraft fra. I min erfaring er det en vigtig nøgle til at forløse og komme videre, og det er denne metode eminent god til.